Det var faktisk på en ferie til Tenerife for en del år siden, at jeg fik ideen til selv at fremstille nogle billige smykker. Jeg var på ferie sammen med min veninde, Helene, og vi blev begge to temmelig fascinerede af det enorme udvalg af billige smykker, der blev tilbudt til meget små penge i de mange butikker og basarer, der hvor vi holdt ferie.
Vi snakkede om, hvor den slags smykker mon bliver produceret, for til de priser, de blev solgt til, kunne det i hvert fald ikke være et sted med ret høje timelønninger, for selv om man kan lave meget på maskiner, kan man jo ikke udføre det hele på den måde, så en del af arbejdet må nødvendigvis være håndarbejde.
Men efter at jeg nu i nogle år på hobbybasis selv har fremstillet en masse af den type smykker, har jeg da også erfaret, at de mere simple udgaver af smykker faktisk ikke tager ret lang tid at fremstille, hvis man har de rigtige materialer ved hånden.
Jeg startede i sin tid i det små med at lave piercing smykker, fordi mine to niecer på 16 og 18 år den gang var ret vilde med piercinger. Jeg blev hurtigt ganske ferm til den slags smykker, så jeg valgte at kaste mig ud i noget lidt mere kompliceret.
Mine næste frembringelser var nogle armlænker med forskellige slags vedhæng, og en af mine bekendte, der rent ud sagt er temmelig overvægtig, blev straks interesseret i mine frembringelser. Hun havde nemlig det problem, at hun havde svært ved at finde armlænker, der var store nok til hendes meget tykke håndled, og det var på den måde, at jeg kom i gang med smykker lavet efter mål.
Min digre bekendte trak flere kunder med sig, for det er åbenbart et udbredt problem for overvægtige kvinder, at de ikke bare har svært ved at finde tøj, der passer dem, men altså også smykker.
En af disse kvinder bestilte en halskæde hos mig, for hun havde altid ønsket sig sådan en, der sidder tæt til halsen, men dem, hun kunne finde i butikkerne, havde alt for lille diameter til hendes tykke hals.
Det var hende, der var aftager til min første halskæde, som jeg fremstillede af Regaliz læder og tilbehør. Det var min første erfaring med denne type lædersnor, men siden har jeg lavet mange smykker med lædersnor, fordi jeg faktisk synes, at det ser smukt ud.
Jeg lavede en halskæde med to af disse snore, og så måtte jeg have fat i nogle specielle perler med stort hul, fordi de perler, jeg havde i mit lager, havde alt for lille hul til at trække lædersnoren igennem.
De armlænker, jeg indtil da havde fremstillet, var alle forsynet med magnetlåse, som jeg synes er de nemmeste at bruge, når man skal have armlænken på eller af. Men i tilfældet med den dobbelte halskæde valgte jeg at montere nogle andre låse, fordi jeg var bange for, at magnetlåse ikke kunne holde til bevægelserne i så tyk en hals.
