KL’s (Kommunernes Landsforening) lockout af skolelærerne er desværre blevet en realitet og stiller nu mange børnefamilier i en vanskelig situation med at få det daglige puslespil til at gå op. Der skal findes pasningsmuligheder til børnene, så forældrene kan passe deres arbejde.
Mange steder koordinerer forældrene pasningsordninger, så de på skift passer hinandens børn. Og mange bedsteforældre står også for tur, og får uden tvivl set en hel del mere til deres børnebørn i det daglige, end de er vant til.
Da skolerne ikke må benyttes til den fælles pasning af børnene, skal der findes alternative steder, hvor der er plads til både halve og hele skoleklasser.
En god mulighed er, at tage på udflugt med børnene. Kan man finde nogle gode udflugtsmål i umiddelbar nærhed af skolen, vil det jo være helt oplagt. Så kan forældrene aflevere deres børn der i stedet for på skolen, så der kan holdes en nogenlunde normal rytme i hverdagen. Forældrene kan således på skift tage tørn med pasningen.
De børn som er tilmeldt SFO/DUS ordning, vil typisk kunne få pasning i SFO/DUS, når deres normale skoledag ender, hvilket for de mindre klasser normal vil være mellem kl. 11.30 – 14.00. Herefter vil forældrene kunne afhente børnene fra pasning til normal tid og på helt normal vis.
Vi håber, at den verserende konflikt bliver kortvarig, så både børn, forældre og lærere kan komme tilbage til en normal hverdag. Og tilbage til det det hele handler om, nemlig at give børnene og god og lærerig skolegang.
Børn og forældre henvises til at holde øje med deres Skoleintra for løbende oplysninger om konflikten.