Min kone har det lidt underligt med, at vores datter, Olivia, gerne vil have både 9. og 10. klasse på en efterskole på Fyn – nemlig Nørre Aaby. Vores lille datter er dog ikke så lille længere, og hun har siden sin konfirmation udviklet sig positivt i en mere og mere selvstændig retning, så jeg bestemt mener, hun kan få et godt udbytte af et efterskoleophold, som jo normalt modner de unge mennesker yderligere.
Heldigvis er min kone ikke spor uenig, og hun stritter på ingen måde imod. Sagen er nok snarere, at hun har svært ved at slippe sit eneste barn, og når Olivia delvist flytter hjemmefra for at gå på efterskole, opfatter min kone det som et første skridt til en egentlig flytning fra barndomshjemmet.
Olivia er en meget kreativt anlagt ung pige, så det er ikke uden betydning, hvilken slags efterskole, hun skal gå på. Hun har i et stykke tid brugt masser af tid ved computeren i sin søgen efter efterskoler, som har et program, der lever op til hendes ønsker.
Lige siden hun var 8 år gammel har Olivia flittigt dyrket musik og sang, og jeg tror egentlig nok, at hun går rundt med en lille drøm om at gøre musik til sin levevej. Selv synes jeg nu, at det er alt for tidligt, hvis man som knap 15-årig lægger sig fast på, hvilken retning man vil gå i, men selvfølgelig kan det ikke skade noget, hvis Olivia vælger for eksempel en musikefterskole, for selv om der nok er meget fokus på musik på sådan en efterskole, er der naturligvis også undervisning i de almindelige skolefag i et tilstrækkeligt omfang. Jeg forestiller mig da, at der er et fastlagt pensum for almindelige fag som for eksempel dansk, fremmedsprog og matematik, som alle skolerne skal rette sig efter.
Lige i disse uger snakker vi meget om efterskoler i vores lille hjem, for Olivia har lavet en liste over mulige emner, og den tid, da man skal melde sig ind på en efterskole for det næste skoleår, nærmer sig.
Olivia har en ide om, at hun gerne vil besøge alle de for hende interessante efterskoler, når vi om et par uger når til den såkaldte efterskolernes dag, som er en søndag, hvor vistnok alle landets efterskoler holder åbent hus, så potentielle elever kan komme og se på lokaliteterne og stille opklarende spørgsmål til skolens lærerstab.
Jeg har forklaret Olivia, at der altså ikke er mulighed for både at besøge efterskoler i det nordlige Jylland og for eksempel en efterskole på Fyn på samme dag, så hun er nødt til at tage hensyn til geografien, når hun udvælger de efterskoler, hun gerne vil besøge på den dag.
Det accepterer hun naturligvis også, men hun ærgrer sig nu lidt, for på grund af afstandene mellem de enkelte efterskoler er hun nødt til at vælge nogle fra, som hun ellers også gerne ville besøge. Jeg har derfor opfordret hende til at prioritere de mest tillokkende skoler, så vi har mulighed for at nå dem på en enkelt søndag.