Selv om jeg ikke bryder mig ret meget om det, kan jeg selvfølgelig ikke slippe for at holde en tale til min kone, når vi i næste uge skal fejre hendes 40 års fødselsdag med en større fest, som vi har valgt at holde, fordi det efterhånden er temmelig længe siden, vi sidst har holdt en fest her i huset. Vi har kun lige akkurat tilstrækkeligt med plads til at holde festen herhjemme, for vi har inviteret 16 mennesker, så vi bliver 18 i alt. Vores børn skal nemlig ikke med til bords, hvilket de faktisk heller ikke har ret meget lyst til.
Nu har jeg fået skrevet talen til Karoline, og jeg har forsøgt at gøre den lidt morsom og i hvert fald afslappet, så den forhåbentlig kan fremtvinge nogle smil hos vores gæster og hos Karoline selv.
I talen fortæller jeg lidt om, hvordan vi mødte hinanden, da hun var blevet ansat i receptionen i det firma, hvor jeg selv var under uddannelse den gang. Karoline startede faktisk i et fritidsjob, hvor hun lørdag formiddag samt de sene eftermiddage efter klokken 16 stod for den nødvendige telefon pasning i firmaet. Hun var på det tidspunkt i gang med en uddannelse som pædagog, men hun ville gerne tjene lidt ekstra ved at tage sådan et fritidsjob.
Men senere opgav hun pædagoguddannelsen, da hun blev tilbudt en elevstilling i firmaet. Hun ville hellere tage en kontoruddannelse med henblik på et job som salgsassistent end være pædagog. Hendes interesse for at beskæftige sig med børn på fuld tid var nok falmet lidt.
På det tidspunkt var vi begyndt at se en del til hinanden, og jeg husker klart, at hun var med til den fest, jeg holdt, da jeg var færdig med min uddannelse og skulle fortsætte i firmaet, hvor jeg havde fået en stilling som salgskoordinator.
Da vi på et tidspunkt blev enige om, at vi lige så godt kunne spare den ene husleje og flytte sammen, valgte jeg at tale med min overordnede om det, for jeg vidste faktisk ikke, hvordan firmaet ville forholde sig til det faktum, at to af de ansatte nu ville danne par i privatlivet.
Heldigvis mente min chef ikke, at det kunne få indflydelse på vores arbejde, så Karoline fortsatte som kontorelev og holdt i øvrigt fast i den ekstra indtægt, hun kunne få ved at yde den samme telefonservice, som hun havde gjort tidligere udenfor almindelig arbejdstid.
Det er nu snart 20 år siden, vi flyttede sammen som par. Et par år senere giftede vi os og har siden fået to børn, så på den måde har vi været særdeles almindelige, men jeg har i talen til Karoline indlagt nogle små hændelser fra vores tilværelse sammen, som forhåbentlig kan gøre talen så underholdende som muligt.
Jeg har haft en lille plan om at holde den for vores børn som en slags generalprøve, men det har jeg nu opgivet, for jeg er bange for, at de ikke kan holde mund med det overfor deres mor.
