Efter 24 år som rengøringsassistent på den lokale skole blev jeg opsagt, fordi den lille lokale skole lukkede, så min mangeårige kollega Gudrun og jeg skulle til at se os om efter et nyt job. Vores chef, skolelederen, var trykket over situationen men lovede at opsøge forskellige virksomheder i omegnen for på den måde at finde ud af, om der var mulighed for et job til Gudrun og mig.
Jeg var ikke optimistisk, jeg havde ingen faguddannelse og jeg var for gammel til at begynde på en uddannelse, Gudrun var mere optimistisk. Vi finder noget du og jeg, sagde hun. Vi har 24 års anciennitet og kan altså noget med vores hænder, så tab ikke modet, sagde hun en eftermiddag i kaffepausen.
Efter en uges tid kom skolelederen hen til os i et klasseværelse, som vi var ved at gøre rent i, han bad os sætte os ned og fortalte, at der var brug for to modne og stabile medarbejdere til pakning af emballage og bobleposer i et mindre firma i udkanten af byen. Gudrun og jeg så på hinanden og blev hurtigt enige om, at de to jobs var vores.
Som sagt så gjort. Vi cyklede derhen næste morgen, præsenterede os for afdelingslederen og blev ansat på stedet. Nu arbejder vi i firmaet, vi pakker bobleposer til videresalg og monterer boblekonvolutter til en webshop i Norge.
Vi er enige om, at jobbet her er knapt så opslidende som rengøringsarbejdet på skolen, og vi har planer om at blive i emballagefaget mange år endnu.
